Tandsten: hvad er det, og hvordan fjernes det?
Tandsten er belægninger, der er blevet hårde. Det sætter sig hos de fleste, også selv om man børster godt, og det kan ikke børstes væk. Her kan du læse, hvorfor det opstår, og hvordan det fjernes.Tandlægerne i Hørsholm

Sådan opstår tandsten
Der sætter sig hele tiden en blød, næsten usynlig belægning på tænderne. Bliver den siddende, optager den kalk fra spyttet og bliver hård. Det er tandsten. Det sætter sig især bag de nederste fortænder og ud mod kinderne ved de øverste kindtænder, fordi spytkirtlerne sidder lige der. Nogle får meget tandsten, andre næsten ingen, og det handler både om spyttet og om, hvor grundigt man rengør.
Hvorfor skal det fjernes?
Tandsten er ru, og på den ru overflade sætter nye bakterier sig let. Det irriterer tandkødet, som bliver betændt og begynder at bløde. Sidder tandstenen under tandkødskanten, kan det på længere sigt give parodontitis, hvor det, der holder tanden fast, langsomt nedbrydes. Tandsten er altså ikke kun et kosmetisk problem. Læs mere i vejledningen om blødende tandkød.
Sådan fjerner vi tandsten
Når tandstenen først er hård, kan den ikke børstes væk, og du skal ikke selv prøve at skrabe den af. Hos os er det tandplejerne, der fjerner tandsten. De bruger små instrumenter og ultralyd til at løsne den, også under tandkødskanten, og bagefter fjerner vi belægninger og misfarvninger, blandt andet med Airflow. De fleste oplever det som en frisk og ren fornemmelse bagefter. Læs mere om tandrensning.
Sådan får du mindre tandsten
Børst grundigt to gange om dagen med fluortandpasta, og rens mellem tænderne hver dag. Hold ekstra øje med bagsiden af de nederste fortænder. Kommer du til tandrens med det interval, vi aftaler med dig, når tandstenen aldrig at blive et problem.
