Gå til indhold
en lille vejledning

Blødende tandkød og tandkødsbetændelse

Vejledning · forstå dine symptomer 4 min læsning
Bløder dit tandkød, når du børster eller bruger tandtråd, er det oftest et tegn på tandkødsbetændelse. Det lyder voldsomt, men det er meget almindeligt, og det kan gå helt i sig selv igen, hvis du tager fat i det i tide.
Tandlægerne i Hørsholm
Tandplejer undersøger tandkødet hos Tandlægerne i Hørsholm

Hvorfor bløder tandkødet?

Når bakterier får lov at sidde langs tandkødskanten, reagerer tandkødet med en betændelse. Det bliver rødt, hævet og bløder let, når du børster. Det kaldes tandkødsbetændelse eller gingivitis. Det gør sjældent ondt, og derfor opdager mange det først, når de ser blod i håndvasken. Det er kroppens måde at sige, at der sidder belægninger, som skal fjernes.

Det kan du selv gøre

Det vigtigste er at blive ved med at børste, også selv om det bløder. Mange holder igen, fordi de er bange for at gøre skade, men så bliver betændelsen værre. Børst grundigt to gange om dagen, og rens mellem tænderne hver dag med tandtråd eller mellemrumsbørster. Blødningen bliver typisk mindre i løbet af en til to uger, når belægningerne er væk.

Når tandkødsbetændelse bliver til parodontitis

Tandkødsbetændelse kan gå helt væk igen. Men får den lov at blive siddende i lang tid, kan den brede sig ned omkring tandens rod og nedbryde det, der holder tanden fast. Så hedder det parodontitis, som mange kender som paradentose. Det udvikler sig langsomt og uden smerter, og derfor er det vigtigt at få tjekket tandkødet. Du kan læse mere om symptomerne i vejledningen om parodontose og om behandlingen på siden om paradentose.

Sådan hjælper vi

Hos os er det tandplejerne, der tager sig af tandrens. De fjerner tandsten og belægninger, også under tandkødskanten, og viser dig, hvor du skal være ekstra grundig derhjemme. Vi bruger blandt andet Airflow, der fjerner belægninger skånsomt med en fin stråle af vand og pulver. Ser vi tegn på parodontitis, har vi en tandlæge med særligt fokus på netop det. Læs mere om tandrensning.

45 86 16 50 Book tid